Shomon Pia Trans

 

Buddhisme er ikke noget man tror på; det er noget man gør.

Der er mange forskellige måder at gøre det på. Nogen vælger at tage de enkeltdele, oftest i form af værktøjer eller metoder, som de har brug for, og lade resten ligge, mens andre nyder at få hele pakken.

Jeg har dedikeret mit liv til Buddhaens Dharma. Min indsats er bevidst flere-sidet: jeg fokuserer dels på min egen udvikling gennem studie og praksis, dels på at give andre muligheden for nyde godt af de buddhistiske ideer.

 

(Ved min ordination)

 

Præstetræning

Jeg er som nævnt præst i Tendai, en japansk buddhistisk skole. Det er en stor og spændende skole, som helt grundlæggende bygger på Lotus Sutraens ide, om at alle Buddhaens belæringer peger mod den samme sandhed, og at alle der følger bare en enkelt af disse belæringer vil finde denne sandhed; opnå fuldkommen oplysning.

Jeg har været lidt omkring i den buddhistiske verden, før jeg fandt mit ståsted. I dag oplever vi jo her i Vesten noget helt enestående. Alle de forskellige buddhistiske traditioner strømmer hertil, og vi kan vælge og vrage, sammenligne og afprøve, og finde lige netop den form, som er allerbedst for os. Sådan har det bestemt ikke altid været, og er det såmænd heller ikke alle vegne den dag idag. I mange lande hvor buddhismen er en naturlig del af det religiøse liv, tænker man ikke meget over forskelle og ligheder ved de forskellige skoler - man følger bare den praksis, der er sædvane i ens kultur.

Vores særlige mulighed giver os et ansvar. Vi har chancen for at finde en buddhistisk praksis, som giver mening for os, en skole som vi kan stå inde for - samtidig med at kendskabet til alle de andre skoler kan give os dyb respekt for andres valg.

Selv mødte jeg Buddhaens Dharma via en pseudo-buddhistisk gruppe, fortsatte ret hurtigt over i en mere traditionel japansk 'enkelt-praksis' skole, og endte så med at tage min endelige tilflugt - og søge ordination - i Tendai.

Der er en del enkelt-praksis skoler i Japan - skoler som bygger på den forestilling, at lige præcis deres ene praksis er den højeste, den fineste og mest udviklede, som erstatter alle andre praksisformer og, som den eneste, leder direkte til oplysning. De tænker at udøvelsen af deres praksisform, hvad end det nu er chanting eller meditation, faktisk er så magtfuld, at den udøvende betragtes som fuldt oplyst, mens de er engageret i praksissen. Jeg kan se mange fordele ved enkelt-praksis tilgangen, især i begyndelsen af en buddhistisk praksis, men på længere sigt ser jeg også nogle udtalte svagheder. Jeg tænker, at enhver enkelt-praksis i bund og grund leder ud over sig selv, til det som den på én gang peger på, og selv deltager i; det ikke-betingede, Nirvana. Du kan læse mere om mine tanker omkring enkelt-praksis skolerne og deres grundlæggere i mit essay; 'Compare the contributions to the development of Japanese Buddhism of Shinran, Nichiren and Dogen. What did they have in common, and how did they differ, especially in their view of the nature of the Buddhist path and enlightenment?'

Tendai er nok den største kontrast, man overhovedet kan forestille sig til en enkelt-praksis skole, og det er netop den kvalitet, jeg sætter allermest pris på. Den store variation, og den dybe respekt for alle andre skoler (fordi elementer af deres praksis eller doktriner givetvis er en del af Tendai grundlaget).

Rent praktisk betyder min præstetræning, at jeg studerer under Monshin Paul Naamon, min lærer eller 'sensei'. Han bor i Canaan, New York, så det er ikke ligefrem hver dag jeg ser ham, men vi holder tæt kontakt alligevel, og jeg tager derover to gange om året til retreats og særlige trænings-sessioner; gyo.

 

 

(Monshin sensei)

Disse gyo er perioder af intensiv træning for præsteskabet, og noget alle ordinerede deltager i gennem hele deres liv. En præsteuddannelse i Tendai er en livslang forpligtelse. Ordination - som man virkelig får lov at arbejde MEGET hårdt for, både fysisk og mentalt - er på ingen måde en endestation. Jeg fik min første ordination i sommeren 2006, og det betød bare, at jeg kunne begynde at specialisere mig i en af de mange grene, som udgør Tendai. I 2010 fik jeg så min næste ordination som Soryo; præst.
 

Daglig praksis

Min daglige praksis er forholdsvis omfattende. Jeg bruger gennemsnitligt omkring 2 timer på forskellige former for meditation om dagen, og 5-6 timer på studie og arbejdspraksis - arbejde for sanghaen. Jeg er naturligvis løbende i kontakt med min sensei, for at han kan guide mig når der opstår tvivlsspørgsmål, og lempe mig videre hvis jeg kører fast.

Jeg starter dagen med at chante Hjerte Sutraen. Det minder mig om altings sande natur - og også om, hvor enestående en mulighed den nye dag er for mig; hvor sjældent det er at være født som menneske i gode og frie kår, og at have mulighed for at leve Buddhaens Dharma.

Om formiddagen har jeg sat god tid af, og her vælger jeg enten:

a) Shikan meditation, hvor jeg kombinerer shikantaza med forskellige former for indsigtsmeditation alt efter inspiration, humør eller tilbøjelighed, 

b) Juhachido, som er en tantrisk ceremoni, der sigter mod opløsning af al dualitet, eller

c) Shodo, som er kalligrafering

Derefter laver jeg arbejdspraksis; samu, som det også kaldes. Det er helt almindeligt, praktisk arbejde, som bliver udført med fuld opmærksomhed på opgaven og på være nærværende i nu`et – en fin lejlighed til at kombinere min buddhistiske træning med mine øvrige forpligtelser. I løbet af dagen laver jeg også forskelligt arbejde for sanghaen; hvis der skal være sanghamøde om aftenen, eller hvis jeg skal ud og holde foredrag eller lignende, bruger jeg god tid på at forberede mig. Ellers sidder jeg typisk med et af mine bogprojekter, oversættelser og andet.

Midt på dagen tager jeg en pause fra arbejdet, og laver en gående meditation udendørs. Her går jeg med Vajrasattvas 100 stavelsers mantra.

Min tendens er at intellektualisere, til tider i overdreven grad (!), og det forsøger jeg at modvirke ved at lave en del hengivenhedspraksis. Derfor chanter jeg igen, når dagen går på hæld; denne gang Fudo Myo-o's mantra. Jeg nyder at have en stille stund, når dagen skifter karakter og bliver til aften. Skumringen har altid været en af mine bedste tidspunkter på dagen.

Om aftenen, lige inden jeg sover, chanter jeg sørme igen. Jeg chanter dharanis, som er en slags magiske 'tryllesætninger', af nøjagtig den type jeg ikke tror på. Mine dharanis er formentlig ligeglade...

Det er ikke altid, jeg har tid til så omfattende en praksis, og det er også i orden. Sådan er livet; nogen gange kan jeg gøre meget, andre gange kan jeg kun gøre lidt. Jeg har imidlertid fastlagt et absolut minimum, de ting jeg VIL nå, hver eneste dag. Jeg VIL give mig selv tid til at starte dagen med Hjerte Sutraen, dele den op med Vajrasattva mantraet og Fudo's mantra, og slutte den med dharanis. Mere travlt har jeg aldrig, for det har jeg valgt ikke at have.

Min praksis omfatter også regelmæssige Kokorodo (lange gående meditationer), hel- eller halvdags meditationer, og naturligvis stadig fortsatte studier. 5-6 gange årligt sætter jeg tid af til mere intensiv praksis i tilbagetrækning, som kan vare fra en enkelt weekend til flere uger. 

Jeg oplever meget tydeligt, at det er gennem min personlige praksis, jeg kan gøre alle de rituelle, formelle og teoretiske ting jeg lærer, til mine egne. Det er her jeg for alvor formes, og det er her, jeg henter næring til resten af mit liv.