Buddhistisk praksis

Mange starter en buddhistisk praktisering for at finde indre ro. Den er helt klart opnåelig, men ifølge min erfaring stammer indre ro nok fra selve meditationsøvelserne, men i langt højere grad fra troen og selvdisciplinen i den daglige praktisering. Det siger sig selv at meditation vil komme til at repræsentere et frirum og at du, med tiden, vil lære at mestre dit sind, men der findes også en stille afklaret ro, som kommer med den stærke tro på, at der findes en ende på al lidelse.

Dette og de umiddelbart følgende afsnit står i overhængende fare for at blive afskyet - her vil jeg nemlig hævde, at hvis du ønsker indre ro, kommer du ikke ud over at skulle disciplinere dig selv.

Jeg oplever fra tid til anden en opfattelse af buddhismen som en altfavnende, evigt forstående religion. Det er for så vidt også rigtigt, i hvert fald så langt, som den taler for upartisk, ligelig medfølelse med alle levende væsner og har indbygget et vist personligt råderum.

Men - for nu at citere en klog mand, jeg kender - "Er det en religion?" Ja, det er det. Er der så noget, der er bedre end andet? Ja, det er der. Og det, der er  'bedre', er en vedvarende, disciplineret søgen efter at forædle sit sind.

Det kræver stor selvdisciplin at fastholde en regelmæssig praktisering. Det ville være både nemmere og hurtigere, hvis man bare kunne "gå til buddhisme" en gang eller to om ugen og - vupti - straks blev man et billede på evig ligevægt, men sådan har det desværre ikke været for nogen jeg kender. Det kræver en målrettet, fokuseret og vedvarende indsats.

Denne indsats består, på overfladen i, at du mediterer morgen og aften. Det er imidlertid fuldstændig muligt at meditere helt regelmæssigt, morgen og aften, og alligevel undgå anstrengelsen, men dermed også undgå "udbyttet". Du skal gøre dig umage i din praktisering, du skal være fokuseret og oprigtig og hverken sidde og dagdrømme eller prøve at få det overstået i en frygtelig fart, så du kan komme i gang med "livet". Det er IKKE en pligt og bør aldrig blive det - det er derimod en dybtfølt ofring til det fineste der findes.

Og så er det ikke engang overstået med det! For at din praktisering skal bringe indre ro, skal den nemlig fortsættes gennem hele din dagligdag og det kan den kun gennem en viljeshandling. Du skal vælge at overvåge dit sind, så du kan bringe overensstemmelse mellem på den ene side dine idealer og på den anden side dine tanker, ord og handlinger. Du skal arbejde hen mod at gøre dit liv helt - det er præcis der roen findes; i det hele, det fuldkomne liv.

Med hensyn til tro, så er det min faste overbevisning at tro skal opbygges på grundlag af viden - nemlig viden om hvad det er man tror på. Tro kan flytte bjerge, men det er jo også meget rart at vide hvor man flytter bjergene hen... Ellers kan oprigtig tro blive til blind tro, og blind tro kan blive farlig. 

Vi bliver nødt til at skaffe os viden om hvad det er vi hævder at hengive os til. Det kan gøres på flere måder; man kan forstå sutraerne (det er erfaringsmæssigt den svære måde), eller man kan studere de buddhistiske grundbegreber og tale med mere erfarne praktiserende (meget nemmere).

I hvert fald vil en fuld forståelse af, og tro på sandheden i, de buddhistiske doktriner, bringe en ro og afklarethed i sindet. Hvorfor skulle man f.eks. skabe smerte for sig selv, hvis man er blevet klar over, at nok er modstand en del af livet, men smerte er valgfri, og hvorfor skulle man kæmpe med næb og klør for at forsvare et ikke-eksisterende 'selv'?

Det er erkendelsen af (ikke bare kendskabet til) de buddhistiske sandheder, der giver os frihed til at nyde livets stille, fordringsløse glæder - til at få ro.