Tendai skolens historie

Tendai blev bragt til Japan fra Kina af munken Saicho (767-822) i år 804. Saicho havde studeret T'ien-t'ai belæringerne, som var blevet systematiseret af T'ien-t'ai skolens tredje patriark Chih-i (538-597), og ønskede at bringe disse belæringer til Japan. Chih-i lagde vægt på foreningen af de mange forskellige buddhistiske koncepter og ideer, som var blevet bragt til Kina fra Indien. Han så at Lotus Sutraen med sine belæringer om det 'Ene Fartøj' (Ekayana) i modsætning til andre sutraers 'Lille' ('Hinayana') og 'Store' (Mahayana) fartøj, var den perfekte samlende og integrerende belæring. Lotus Sutraen er således et afgørende vigtigt værk for Tendai filosofi. En anden vigtig lære fra Lotus Sutraen, er læren om at alle har Buddha natur; potentialet til fuldkommen og perfekt oplysning. Lotus Sutraen er dog hverken den første eller den eneste sutra med dette budskab - den byggede, i den forbindelse, på alle Tathagata-garbha sutraerne, som f.eks. Tathagata-garbha Sutraen, Mahaparinirvana Sutraen og Srimala Devi Sutraen.

En af hjørnestenene i Tendai filosofien er doktrinen om Ichinen Sanzen - 'Tretusinde Verdner i et øjeblik'. Denne lære er afgørende for en klar forståelse af individdets ansvar og rolle i verden, med dens beskrivelse af hver enkelts indflydelse på både andre levende væsner og de øvrige omgivelser. I naturlig forlængelse af ideen om Ichinen Sanzen ligger Saicho's tanke om at 'Oplyse et hjørne af verden'. Denne tanke opfordrer til en engageret og konkret praksis, med vægt på at give af sig selv, sin tid og sine ejendele, til glæde for alle levende væsner. Saicho`s ide rækker ud over den almindelige sociale ansvarlighed; den peger frem imod den afgørende rolle vores spirituelle udvikling kan få, hvis vi lader vores forpligtelse til Bodhisattvaens Vej manifestere sig i vores hverdagsliv.

Saicho tog som nævnt til Kina i 804 for at indsamle skrifter og belæringer fra T'ien-t'ai skolen. Han vendte tilbage med det som, den dag i i dag, udgør kernen af Tendai filosofien og indrettede sig straks efter hjemkomsten på Hiei bjerget, langt fra magtens centrum i Nara hvor både hoffet, regenten og de gamle veletablerede Buddhistiske skoler holdt til. Fra starten pådrog han sig de gamle skolers vrede, specielt fordi han insisterede på at japanske munke burde ordineres i henhold til de 58 Boddhisattva forskrifter fra Brahma Net Sutraen, snarere end munkenes 250 forskrifter, eller nonnens 348 (ifølge den japanske tradition).

I Japan sanktionerede regeringen, i midten af det ottende århundrede, tre forskrifts platforme for klerikale forskrifter. For at indtræde i sanghaen måtte man tage til en af disse officielle forskrifts platforme, for at tage tilflugt i de tre skatte og modtage de klerikale forskrifter. Imidlertid mente Saicho, at det var inkonsekvent for Mahayana buddhister at overholde forskrifter, som de opfattede som 'Hinayana'. Ifølge Saicho skulle Mahayana buddhister acceptere Brahma Net Sutraens forskrifter, som omfatter Mahayana buddhismens sande ånd. Han var her i opposition til de konservative klerikale i de gamle Nara skoler, som ønskede at bevare kontrollen med ordination af buddhistiske klerikale og hans indsats bar også først frugt efter hans død i 822. I det år gav regeringen omsider tilladelse til etableringen af en Mahayana forskrifts platform på Hiei bjerget, Tendai skolens hovedtempel. Efter den blev opført i 827 blev Mahayana forskrifterne standarden for japanske buddhisters opførsel.

To senere Tendai munke, Ennin (794-864) og Enshin (814-891) sørgede for at skolens indflydelse stadig voksede, specielt ved hoffet, og hovedtemplet på Hiei bjerget udviklede sig til et gigantisk kompleks. Tendai blev, sammen med Shingon skolen, dominerende i japansk buddhisme op gennem hele Heian perioden (794.1185). På grund af både sin størrelse og sin særstilling ved hoffet, samlede Tendai skolen både politisk magt og omfattende rigdomme og blev efterhånden stadigt mere elitær. I de komplet lovløse dage i slutningen af Heian tiden var de bevæbnede Tendai munke, som for plyndrende og hærgende gennem byerne, folkets frygt og regenternes hovedpine. "Meget kan jeg kontrollere; solen, månens og stjernernes gang, men ikke munkene fra Hiei-san" skulle en af regenterne have sagt.

Også internt i Tendai kom det til hårde træfninger, men ikke desto mindre lykkedes det skolen ikke blot at holde sig i live og ved magten (helt frem til Oda Nobunaga i 1571, der på det nærmeste jævnede Hiei bjerget med jorden), men også at fungere som udklækningssted for alle de mere eller mindre kontroversielle Kamakura reformatorer; Honen, Shinran, Nichiren og Dogen.