Buddhismens historie

Buddhismen startede med en indisk mand, Siddharta Gotama, som senere blev kendt som Shakyamuni Buddha.

Man kender faktisk ikke så forfærdeligt meget til den historiske Buddhas liv. Der er masser af legender om ham, men meget lidt af legendernes stof kan verificeres. Det er egentlig heller ikke så vigtigt – de buddhistiske doktriner er lige interessante og relevante, om den historiske Buddhas liv kan dokumenteres eller ej. Buddhismen er ikke afhængig af sin grundlægger, fordi der netop ikke er tale om at ”tro” på ham som person. På samme måde er sandheden i Pythagoras’ læresætning jo heller ikke afhængig af den historiske person Pythagoras – den er sand i sig selv, uafhængigt af ham som person.

Efter Buddhaens død fortsatte den buddhistiske sangha deres liv uden en egentlig leder, og dermed også uden en overordnet autoritet som kunne afgøre tvivlspørgsmål. Tidligere ville munke og nonner gå til Buddhaen hvis de oplevede tvivl eller uenighed om fortolkningen af hans foredrag. Dette var ikke længere en mulighed, og derfor begyndte de forskellige grupperinger at udvikle både praktiske og doktrinære forskelle. Det var begyndelsen på de mange forskellige buddhistiske skoler vi ser i dag.

 

Buddhismen i dag

Ofte opdeler man buddhismen i tre grupper: ”Hinayana”, Mahayana og Vajrayana, som i det følgende vil blive kort gennemgået. Hinayana er af flere årsager et udtryk der bør undgås. For det første er der ikke noget egentligt belæg for at samle de skoler der refereres til med udtrykket i én kategori, og for det andet er selve ordet Hinayana et nedladende udtryk, som de tidlige Mahayana buddhister valgte at bruge af polemiske årsager. Der har aldrig været en skole som har henvist til sig selv som Hinayana, alene af den årsag at ordet betyder den Inferiøre eller Mindreværdige Vej (omend det ofte fejloversættes som den ‘Lille Vej’. Hvorfor anstrenge sig for at følge den Mindreværdige Vej, når udtrykket i sig selv antyder muligheden for en bedre..?

I stedet kan man tale om ‘sydlig buddhisme’, selvom dette udtryk heller ikke er perfekt dækkende. Den såkaldte sydlige buddhisme har i høj grad bredt sig mod nord og vest. Et andet anvendt udtryk er ‘tidlig buddhisme’, men heller ikke det er passende, da det ikke tager højde for de store udviklinger der skete indenfor denne gruppe af skoler efter Mahayana bevægelsen var opstået. Man skal huske, at der egentlig ikke er nogen tungtvejende grunde til at samle disse skoler i ét, da denne inddeling ikke som sådan er et resultat af udviklingen i buddhismen. Den er snarere et senere forsøg på retrospektivt at kategorisere og således forstå de mange forskellige (nogle gange decideret modstridende) belæringer, der findes i de buddhistiske tekster.

 

Theravada

I dag er det kun Theravada af de 18 forskellige tidlige skoler der stadig er aktiv. Theravada finder man for eksempel i Burma, Thailand og Sri Lanka. 

Skolen bygger på den tekstsamling man kalder Pali Kanon. ”Pali” er sproget, teksterne er nedskrevet på. ”Kanon” betyder rettesnor eller doktrin, som den eksempelvis kommer til udtryk i en religiøs tekstsamling – altså en slags rettesnor for de der følger Buddhaens lære. Nogle gange vil man høre, at teksterne i Pali Kanon er direkte nedskrivninger af Buddhaens belæringer. Det er de ikke nødvendigvis, da de bygger på en mundtlig tradition, som meget vel kan have ændret sig gennem de 4-500 år der gik fra Buddhaen levede til nedskrivningen startede. På den anden side sandsynliggøres det, når man sammenligner Pali Kanon med de tibetanske og kinesiske fragmenter der er bevaret af samme tradition, at der er tale om én grundlæggende tradition, da der kun er få uoverensstemmelser. 

Teksterne bærer på flere måder præg af at stamme fra en mundtlig overlevering. De er præget af gentagelser, der er tit en udpræget rytme i dem, og de er oftest forholdsvis korte. Disse tekster, også kaldet suttaer, indledes da også traditionelt med ”Således har jeg hørt”, da de siges at være blevet reciteret på de buddhistiske rådssamlinger af Buddhaens discipel og personlige oppasser, Ananda.

Theravada skolen er i høj grad en monastisk tradition, altså en tradition som først og fremmest retter sig mod tempel- eller klosterlivet. Man benægter ikke at lægfolk (ikke-ordinerede tilhængere af en religiøs tradition) i teorien kan opnå oplysning, men i Theravada skolens tekster siges det at hvis det sker, må vedkommende lade sig ordinere den samme dag, ellers vil de dø. For virkelig at kunne praktisere Buddhaens lære forudsættes det, at man træder ind i den monastiske sangha, altså lader sig ordinere som munk eller nonne. De fleste steder er nonne-samfundet desværre uddødt, men der er alligevel en del kvinder som lever et monastisk liv, baseret på Theravada skolens lære. 

Nogen vil hævde at Theravada skolen er det nærmeste vi kommer Buddhaens oprindelige lære, men her er det meget vigtigt at skelne mellem skriftgrundlaget og traditionen. Skønt Pali Kanon er det nærmeste vi kommer Buddhaens ord, er der ikke grund til at tro at Theravada skolen er mindre påvirket af den omgivende kultur end nogen anden skole.

 

Mahayana

Størstedelen af de skoler der har bredt sig mod nord og øst er de senere tilkomne Mahayana skoler. Mahayana bevægelsen startede i Indien, omkring hundrede år før begyndelsen af vores tidsregning. Til at begynde med var det munke indenfor de eksisterende skoler der tegnede den nye bevægelse, og den drejede sig først og fremmest om omformuleringer af tidligere buddhistiske grundbegreber. Der har aldrig været tale om en samlet skole ved navn Mahayana. Der kom skoler som baserede sig på Mahayana bevægelsens tanker; dem kalder man Mahayana skoler, men bevægelsen som sådan var aldrig en sammenhængende enhed. En væsentlig ændring i forhold til den eksisterende buddhisme var ideen om lægfolks spirituelle status. I den tidlige buddhisme forestillede man sig ikke at andre end munke og nonner kunne leve et oplyst liv, men med Mahayana bevægelsen kom der ny fokus på lægfolk, som ifølge de nye tanker kunne leve deres verdslige liv med nøjagtig samme grad af spirituel frihed som munkene.

Når en religion ikke bygger på en alvidende og almægtig skaber-gud, åbnes der naturligvis for, at den kan forandre sig, og således hele tiden tilpasse sig de samfundsmæssige forandringer. Det har buddhismen da i høj grad også gjort, og ikke bare med starten af Mahayana, selvom det nok er den mest markante udvikling. Faktisk har buddhismen udviklet sig i så mange forskellige retninger at det ind imellem kan være svært at se hvad det egentlig er, der binder de forskellige buddhistiske skoler sammen. En af grundene til at buddhismen er så mangeartet i dag, er at den er blevet farvet af hver enkelt ny kultur den er kommet til, samtidig med at den har farvet kulturerne. For eksempel er buddhistiske tekster altid blevet oversat til lokale sprog, ligesom dens traditioner er blevet ”oversat” til det lokale verdensbillede. Et andet eksempel er buddhismens forhold til guder. I den traditionelle buddhisme er der masser af guder, men ingen af dem er almægtige, ingen af dem har skabt verden eller menneskene, og ingen af dem er evige. De er væsner der fødes, lever og dør, fuldkommen som mennesker gør. Guderne i buddhismen opfattes typisk som nogen man kan appellere til i verdslige anliggender, hvis man for eksempel ønsker sig en god høst, sikker børnefødsel, eller rigdom. De relaterer sig til de oprindelige guder i de forskellige lande buddhismen bredte sig til. I Indien forlader man sig således på de hinduistiske guder, i Japan har landets oprindelige Shinto guder stor indflydelse, og også i både Thailand og Tibet har buddhismen blandet sig med landenes oprindelige religioner.

Mahayana buddhismen er den form for buddhisme der findes i eksempelvis Kina, Vietnam, Japan og Korea. Der er store forskelle imellem de enkelte Mahayana skoler, men alle relaterer de sig til den udvikling mod nogle nye værdier som Mahayana bevægelsen stod for. For eksempel har udviklingen af medfølelse og kærlig venlighed en mere fremtrædende plads i Mahayana buddhismen, ligesom Bodhisattva-vejen her ses som idealet for alle praktiserende. En bodhisattva er en aspirerende Buddha, og i den tidligere buddhisme blev denne vej set som meget lang og svær, og ikke noget for den almindelige munk eller nonne – for slet ikke at tale om lægfolk.

En vigtig tilføjelse i Mahayana buddhismen er ideen om at alle har Buddhanatur. Buddhanaturen er levende væsners potentiale for fuldkommen oplysning, det der gør at enhver kan blive en Buddha under de rette omstændigheder. I visse buddhistiske skoler forestiller man sig, at der findes væsner uden mulighed for oplysning, men i mange Mahayana skoler tænker man at alle har Buddhanatur. Buddhanatur  er noget der aldrig kan forsvinde eller ødelægges, men som man ikke umiddelbart kan få øje på. Med ideen om Buddhanatur bliver bodhisattva idealet langt mere tilgængeligt, da man forsikres om ens mulighed for succes, fordi enhver har det fulde potentiale til at blive en Buddha.

Med Mahayana buddhismen kom også tilbedelsen af Buddhaer, Bodhisattvaer og sutraer. Sutraer er hellige skrifter; videreudviklinger af de oprindelige suttaer, der som tidligere nævnt regnes for direkte nedskrivninger af Buddhas ord. Mahayana sutraerne anses ikke for at være Buddhaens ord, men alligevel mener Mahayana buddhister at de bedre udtrykker Buddhaens egentlige mening eller intention. 

Mahayana buddhismen var, i modsætning til den tidlige buddhisme, fra starten en skriftlig tradition, hvad der da også har præget værkerne. Hvor suttaerne fra Pali Kanon bærer præg af at være mundtligt overleveret gennem århundreder, er Mahayana sutraerne tydeligvis beregnet til skriftlig videregivelse. Ordene sutta og sutra er henholdsvis pali og sanskrit ord for en prædiken eller et foredrag, oprindeligt enten i betydningen tråd (som i det danske sutur) eller som en afledning af sanskrit ordet sukta, som betyder ”godt sagt”.

 

Vajrayana

Vajrayana er buddhisme som bygger på Mahayana, men tilføjer esoteriske (hemmelige, kun for særligt indviede) praksisformer som mudraer (håndtegn), mantraer (remser) og mandalaer (billeder). Disse tre former relaterer sig til henholdsvis krop, tale og sind, og tanken er, at man ved at engagere alle aspekter af sit væsen nemmere kan skære igennem uvidenhed og få en direkte oplevelse af sin Buddhanatur. Vajra betyder tordenkile eller diamant, og navnet bruges til at illustrere at dette er en voldsom, direkte vej til fuld erkendelse.  Det er også navnet på et af de symbolske værktøjer man bruger i Vajrayana, et slags lille spyd som repræsenterer det maskuline aspekt, hvor klokken repræsenterer det feminine.

Vajrayana buddhismens skriftlige grundlag er, udover Mahayana sutraerne, også tekster som kaldes Tantra. Disse tekster opstod i Indien omkring det 4. århundrede i forbindelse med en generel tantrisk bevægelse, der kom til at præge både buddhismen, hinduismen og jainismen. Nogle gange kaldes Vajrayana også Mantrayana, esoterisk buddhisme, tantrisk buddhisme eller Diamantvejen.

Det er svært at beskrive Vajrayana buddhismen ordentligt på skrift, ikke mindst fordi så mange af de vigtige elementer er del af den esoteriske tradition, hvilket vil sige at der kræves særlige initieringer for at kunne lære om dem. 

Vajrayana buddhismen spredte sig først og fremmest nordpå, til Tibet og de omkringliggende lande, men også til Kina, Korea og Japan. I dag findes den især i Tibet og Japan.

 

Vestlig Buddhisme

Buddhismen har ikke været længe i Vesten, men ikke desto mindre er det tydeligt at vores verdenssyn sætter sit præg på de ældgamle belæringer.

I Vesten læner vi os meget op ad videnskaben, og vi vil gerne have en videnskabelig forklaring og godkendelse af de buddhistiske metoder. Dette er der da også opbakning for hos mange buddhistiske mestre, eksempelvis Dalai Lama som har udtalt, at hvis der viser sig at være uoverensstemmelser mellem buddhismen og videnskaben, må buddhismen ændre sig.

Med de redskaber vi nu har til rådighed, kan man se at vi rent faktisk kan træne sindet, fuldkommen som buddhismen forudsætter. Hjernen forandrer sig hvis man træner en given bevægelse – men den forandrer sig også hvis man træner en given mental bevægelse, altså tænker på en særlig måde. Det har vist sig, at når man mediterer, er der stor aktivitet i de dele af hjernen der har at gøre med positive følelser. Det er egentlig ikke så overraskende, men det virkelig interessante er, at hjernen hos erfarne mediterende synes at være anderledes end hos ikke-mediterende, fordi den stadige aktivitet i de centre der har med positive følelser at gøre, har gjort disse områder fysisk større. Det ser simpelthen ud til, at erfarne mediterende er blevet bedre til at være lykkelige! Undersøgelser har også vist at blodets indhold af visse hormoner kan ændres gennem meditation, så immunforsvaret styrkes, og man ikke oplever så meget stress.

En anden meget tydelig forskel mellem den traditionelle asiatiske buddhisme og buddhismen i vesten er, at hvor der i de oprindelige buddhistiske kulturer generelt er ret stor forskel på lægfolks og de ordineredes praksis, ser vi her en sammensmeltning af de to. Langt de fleste, hvis ikke alle, vestlige buddhister mediterer dagligt og studerer de buddhistiske tekster; ting som ellers typisk har været forbeholdt munke, nonner og præster.